lørdag den 29. februar 2020

Cabled Columns Hat

I dag fik jeg hæftet de sidste ender på Cabled Columns Hat fra Westknits.

Det er en hat til manden, og den er strikket med dobbelttrådet Arwetta Classic fra lageret.

Jeg er meget tilfreds med resultatet. Det er første gang, jeg kaster mig ud i snoninger, men det var utrolig nemt.


søndag den 22. december 2019

Harry Potter-bogmærke


På mit arbejde har vi i december en hemmelig nisse (Secret Santa). Jeg lavede lidt research og fandt ud af, at jeg var nisse for en Harry Potter-fan. Jeg hæklede derfor dette bogmærke. Undervejs var jeg lidt i tvivl om resultatet. Jeg havde også undervejs glemt, hvor lang tid og hvor meget tålmodighed, det kræver at lave hår.
Jeg er selv ret godt tilfreds med det endelige resultat, og modtageren blev glad.

Opskriften kan findes hos Katiayarns



lørdag den 9. november 2019

Kreative Dage 2019 - en "ulden" cykel

Som nogle af jer sikkert allerede ved, så har jeg også i år sammen med min søster fra Zoomsnoren produceret et kreativt indslag til Louis Nielsen Fredericias stand på dette års Kreative Dage.

I år blev vi udfordret med en cykel, der skulle trylles om til en mere "ulden" en af slagsen.

Det er et fælles projekt, så derfor kan man læse og se billeder både fra processen og af det færdige resultat, som vi i al beskedenhed er meget tilfredse med.

Du kan finde blogindlægget på bloggen By Hjorth Sisters lige HER 💚



mandag den 16. september 2019

By Kaaes Haslevsjal

Denne sommer er gået med at strikke Charlotte Kaaes Haslevsjal. Det er et sjal, som jeg længe har villet strikke, og nu havde jeg egnet garn liggende, så jeg kom i gang.

Det er rart somme tider bare at kunne strikke derudaf uden at skulle tænke så meget. Det kan man med dette sjal. Eller det vil sige det kan man med "trekanten". Selve borten kræver, at man holder tungen lige i munden. Men det er også den, der sætter prikken over i'et! Især efter at sjalet er blevet blokket, så den flotte bort rigtig kommer til sin ret.

Jeg har strikket selve sjalet i Magic Sock Yarn fra Mayflower, mens borten er strikket i Jawoll fra LangYarns.