søndag den 20. oktober 2013

DIY - Hårbøjle med hæklede cirkler



Materialer: Restegarner i forskellige kvaliteter, der passer hæklenål 2,5, 2 knapper og en tynd hårbøjle. Jeg har brugt en, der er beklædt med sorte silkebånd. De fås billigt på fx Ebay. 

Der hækles som følger til den store cirkel:

Hækl 2 lm

1. omgang:  hækl 6 fm i 1. lm. Brug maskemarkør til at mærke hver omgangs begyndelse.
2. omgang:  hækl 2 fm i alle masker (12 masker)
3. omgang:  *2 fm, 1 fm* - gentag på hele omgangen (18 masker)
4. omgang:  *2 fm, 1 fm i hver af de næste 2 masker* - gentag på hele omgangen (24 masker)
5. omgang:  *2 fm, 1 fm i hver af de næste 3 masker* - gentag på hele omgangen (30 masker)
6. omgang:  *2 fm, 1 fm i hver af de næste 4 masker* - gentag på hele omgangen (36 masker)

Den lille cirkel hækles på samme måde, men der hækles kun til og med 4. omgang.

Vær opmærksom på undervejs, at forskellige garnkvaliteter kan gøre, at cirklen kommer til at bukke. Det kan i så fald være nødvendigt at lave enten færre eller flere udtagninger.

Når de to cirkler er hæklet færdig, hæftes alle ender, dog ikke enden inde ved cirkelmidten, da denne kan bruges til at sy knappen fast med og herefter fastgøre cirklen til hårbøjlen.

Sy knap i midten på hver cirkel og sy herefter de to cirkler sammen forskudt, som man kan se på det øverste billede.
Fastgør cirklerne på hårbøjlen ved enten af sy dem fast eller lime med en limpistol. Jeg er mest fan af at sy fast, selv om det tager længere tid og er mere omstændigt.
Sy fast på bøjlen ved hver cirkelmidte, ved "sammensyningen" af de to cirkler og ude i hver ende af hver cirkel. Sørg for at stramme garnet godt fast rundt om selve bøjlen, så cirklerne ikke kan flytte sig.



Her er billeder af de andre hårbøjler, jeg har haft vist på bloggen:





Opskriften må bruges til privatbrug, og det færdige produkt må gerne sælges med henvisning til mig som designer. Opskriften må ikke sælges, gengives andre steder eller oversættes til et andet sprog uden min tilladelse. 

9 kommentarer:

  1. Hvor er de søde de hårbøjler. Jeg får helt blod på tanden til at prøve mig frem med nogle. Mht de hårbøjler, du køber på ebay. Holder de godt på håret, eller de de mest til pynt?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu prøvede jeg lige, efter jeg læste dit indlæg. Jeg synes, den sidder ok stramt, og den kan godt holde på mit hår. (Jeg har heller ikke det tykkeste hår ;-))

      Men de er jo forholdsvis tynde, så hvis man fx laver noget mere "bombastisk" pynt til sådan en, vil jeg mene, at bøjlen skal være tykkere, så de kan "bære" det.

      Slet
    2. Tak fordi du prøvede :) Jeg bør måske kaste mig ud i at bestille nogle hårbøjler hjem så. Min datter er rigtig glad for hårbøjler, men hun har temmelig meget og langt hår, så de skal helst kunne holde til noget.

      Slet
  2. Måske jeg skulle forsøge at lave en til barnebarnet :) De ser så fine ud.

    SvarSlet

Jeg elsker mine læseres kommentarer, så læg gerne en, hvis du har noget på hjerte.